Language

Viser opslag med etiketten Rækkevidde. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Rækkevidde. Vis alle opslag

søndag den 13. oktober 2019

De første 5000 kilometer

Nypoleret og coatet Leaf E+

5000 km and still going strong.


Efter 5000 km kan man så småt begynde, at kalde sig erfaren elbilist. 

De fleste vaner er efterhånden væk, dog skifter jeg stadig gear en gang imellem 😀

Efter at vi har fået bilen har vi været på køreferie til Jylland, et par længere ture og så dagligt pendling.


Uforberedt køreferie (næsten) 


Da jeg havde bestilt bilen, tænkte jeg ikke over, at bilen måske ville blive leveret lige inden, vi skulle på sommerferie til Jylland.

Jeg bor i Helsingør og skulle til Als Odde, hvilket er en ganske fredelig tur i bil.

Da vi nærmede os leveringsdagen på bilen, kunne jeg godt se, at der ikke lige var tid til at lære den nye bil at kende, her tænker jeg på rækkevidde under forskellige forhold, men også hvor meget man kunne pakke og hvor man lige skulle gøre af tingene.

Da vi har 2 børn i familien, havde vi planlagt at sejle mellem Sjællands Odde og Århus, så der var en god pause på turen.

Nu skulle jeg dog til at huske at der måske skulle indtænkes et lade stop på turen. 

Jeg undersøgte mulighederne vha. div. apps og andre kilder, og konkluderede at vi burde ankomme tidligt til færgen, og så lade bilen imens vi ventede på færgen.

Jeg fokuserede ikke så meget på dette ellers, da vi jo har en 62 kWt Leaf og at den derfor havde strøm nok til at komme helt til sommerhuset. Jeg havde nu alligevel tænkt, at lidt ekstra strøm aldrig skader.

Dagen kom, og vi kørte afsted, og jeg må sige at en køreferie i en elbil er en fryd. 

Der er væsentligt mere stille i kabinen, og selvom der stadig er vindstøj, så er det en anden følelse ikke at have en motorblok der summer ude foran.

Vi ankom i god tid til færgen, da vi var kørt tidligere hjemmefra. Dog havde vi været lidt tid i kø, hvilket jo kan ske.

Da vi havde foretaget check-in til færgen fandt vi frem til opladeren, og der skete det utænkelige.


Optaget, hvad nu?


Lade standeren, som vi havde sat vores lid til, var optaget. Der holdt en anden elbil og fik strøm på.

Her blev det så lige klart, at man var lidt grøn som elbilist, og altså ikke klimavenlig grøn, men grøn som i, ikke at have så meget erfaring, grøn.

Det kom bag på mig, at de fleste ladestandere, kun kan oplade en elbil af gangen med DC, selvom der er to stik til det.

Jeg kunne se på standeren, at den anden bil ikke vær tæt på at være færdig og minutterne trillede derudaf.

Vi måtte til sidst trille hen i køen til færgen, og forlade Sjælland uden at have fået noget strøm på.


Skal jeg gå i panik? 


Oven på den oplevelse, gik det op for mig, hvad der tales om, når man siger, at man skal tænke bil på en ny måde.

Man skal tænke kørsel på en anden måde, og med kørsel tænker jeg også opladning.

Med lidt sved på panden, brugte jeg nu noget af tiden på færgen til at planlægge alternativer, da min plan nu var gået lidt i vasken. 

Jeg har været den, der har presset mest på for at få elbil, og dette ikke ligefrem en god reklame for elbilen, over for resten af familien.

Vi kom dog frem til den konklusion, at det nok handler lidt mere om, at udbyderen af hurtiglader, måske ikke har prioriteret knudepunktet på Sjælland så meget, som de burde.

Jeg skrev da også til dem, at det er ønskværdigt, at der var flere muligheder, da det jo er en naturlig pause på en tur, hvor man netop kunne gøre brug af tiden, til at putte strøm på bilen.

Efter lidt undersøgelse konkluderede jeg, at en lille omvej, ved Randers, kunne få os hen til en hurtiglader.

Vi aftalte, med vores medbilister på køreferien, at de fortsatte til sommerhuset, mens vi kørte ind og handlede i Føtex, som havde en hurtiglader på deres parkeringsplads.

Omkørslen gav måske 10 min ekstra køretid, men vi skulle alligevel handle, så det ville ikke være så stort et problem.

Vi ankom til Føtex og der var heldigvis ikke optaget, så vi satte bilen til hurtigladeren og gik ind og handlede.

Efter ca. 40 minutters indkøb kom vi ud til en bil, der ikke havde fået så meget strøm, som vi havde forventet.

Tilsyneladende er der nogle hurtigladere, der har lidt softwareproblemer, som gjorde at bilen ikke ladede med fuld fart.




Nå men vi havde fået strøm på, og vi kørte til vores mål, sommerhuset.

Den følgende dag brugte jeg lidt tid på at gøre mig bekende med de nærliggende ladestanderes placeringer, så jeg var lidt mere bevidst om, min muligheder.

På vores ferie kunne vi konkludere, at der stadig er brug for flere ladestandere i det jyske. Afstande til hurtigladere, er især stor mange steder, men generelt er antallet af ladestandere heller ikke tilstrækkeligt.

Dette er dog noget som der løbende bliver arbejdet på, og det skal derfor ikke forhindre os, og for den sags skyld andre, i at blive elbilister.

Turen hjem blev taget uden lade stop, da vi har hjemmelader, og bilen jo var i stand til at køre hele turen på en opladning.



En lille bonustur. 


Da vi nu havde prøvet lidt med rækkevidden, var vi ikke så utrænet mere, og kunne nu planlægge lidt bedre, når man skulle på tur.

Vi besluttede at tage en tur til Sommerland Sjælland, som vi jo havde kørt forbi på vores tur til Jylland.

Her kom planlæggeren lidt op i mig, og efter at have kigget på deres hjemmeside, skrev jeg en mail, og spurgte om de tilbød opladning af elbiler. 

En af de ting man lærer er, at hvis der er en lademulighed og man har brugt en del af sit batteri, så kan man lige så godt lade, når man er på tur.

Sommerland Sjælland overraskede positivt, da de lige akkurat havde etableret lademuligheder.

Her kommer så endnu en ting, man lige skal lære som elbilist.

Lademuligheder kommer i mange afskygninger. En lademulighed er alt fra et husholdningstrømstik, et campingvognstik og hjemmelader til en hurtiglader.

Sommerland Sjælland, havde etableret det, der kaldes blå CCE stik, også kaldet campingvogn stik.




Jeg havde dog inden mine ture, fået en elektriker til at lave stik, der kunne tilsluttes blå CCE og som havde et husholdningstrømstik i den anden ende. 

Bilen er leveret med det, der har fået øgenavnet mormorlader, som er et kabel der kan sættes fra husholdningstrømstik til bilen. Det går meget langsomt, men bilen får strøm på, og i dette tilfælde var det helt perfekt.




Tilbage til hverdagen.


Efter sommerferien var slut, skulle jeg til at pendle på arbejde, og her må man sige at ProPilot kommer til sin ret. Jeg har planer om at lave et indlæg om ProPilot i fremtiden.

Jeg er ikke så anspændt og træt efter morgenmyldretiden, som jeg var før i tiden.

Jeg har tid til at lytte til musik og følge strømmen sammen med bilen, der nu selv holder afstand til forankørende og følger striberne på vejen.

Jeg kommer frem og tilbage på ca. 20 til 25% strøm, og kan således pendle 2-3 dage før jeg reelt behøver at oplade bilen.

Det afhænger selvfølgelig af køen, men mit gennemsnits energiforbrug ligger på ca. 150 til 160 Wt pr. Km. her i sommer- og efterårsvejret

Hvis man skal sammenligne med en benzinbil, så regnes 1 liter benzin for at indeholde ca. 10 kWt energi.

Min pendler tur er ca. 75 km, og jeg bruger derfor hvad der svarer til 1,2 liter benzin på at pendle.

Regnestykket er som følger: 75 km * 160 Wt = 12.000 Wt = 12 kWt / 10 kWt = 1,2 liter benzin.

Hvis vi nu tager turen uden kø kørsel kan jeg godt få mit forbrug op på noget der minder om 200 Wt pr. km.

Regnestykket ser så således ud: 75 km * 200 Wt = 15.000 Wt = 15 kWt / 10 = 1,5 liter benzin.

Konklusionen på dette er altså at min Nissan Leaf realistisk kører hvad der svarer til 50 - 62,5 km / l benzin, på motorvejen.

Men en ting er energieffektiviteten i elbilen, noget helt andet er økonomien i dette.

Hvis vi tager udgangspunkt i den gennemsnitlige el pris på 2 kr. pr. KWt, så koster en pendler tur 24 – 30 kr. 

Vi skal dog være fair og huske på, at der er lidt tab når man lader sin elbil op og når man tager strømmen ud, så vi lægger 10% på. Det er lidt højt sat, men det er nemt at regne med. 

Prisen bliver så 26,4 – 33 kr. for en pendler tur.

Det vil måske blive lidt højere når vi rammer vintermånederne, da kold luft er tykkere, der kan være nedbør og der kan ligge sne/sjap på vejen, der alt sammen vil skabe modstand.

Det kræver alt sammen mere energi at kommer igennem. 

Se evt. mit opslag “Rækkevidde, hvor svært kan det være?”.

Før man får set sig omkring, har man kørt 9000 km

mandag den 16. september 2019

Kør grønt eventet

Event plads

De 3 spørgsmål

Efter en fantastisk dag med "Kør grønt" arrangementet i Hillerød, vil jeg lige komme med et indlæg om, hvad det typiske spørgsmål er på nuværende tidspunkt.
 
Jeg vil dog indledningsvist starte med at sige, at jeg blev positivt overrasket over, den store interesse og forbløffende fordomme, der var i forbindelse med arrangementet.
 
Det er virkelig rart at høre og se folk i alle afskygninger, komme med gode relevante spørgsmål. Jeg vil dog her tilføje at der ikke findes dumme spørgsmål...

Nå med de 3 mest hyppige ting der blev spurgt om kommer her, i vilkårlig rækkefølge.
 

Hvor langt kan den køre?

Dette spørgsmål er lige så sikkert, som "amen" i kirken.
Det er er rigtig godt spørgsmål, som kan være meget svært at svare fyldestgørende på.
Mit svar lød som oftest: 370 km, ved blandet kørsel om sommeren.
Det er ikke langt fra WLTP på 385, og det er meget opløftende at se folks overraskelse når man siger det.
For lige at tilføje mine andre svar, så er det ca. 250 km ved ren motorvejskørsel om sommeren.
 
Tillægsspørgsmål er ofte, hvad med vinter?
I mit tilfælde har jeg ikke haft bilen i en vinter endnu, og kan derfor kun komme med et bud på det. ca. 290 km, ved blandet kørsel, og 200 på ren motorvej.
Disse tal er dog rene gæt, og jeg vil ikke blive overrasket over, hvis de er for pessimistiske.
 
Kig evt. på mit tidligere opslag "Rækkevidde - hvor svart kan det være"


Hvor meget må den trække?

Svaret for min bils vedkommende er rimelig let, 0 kg.
Nissan Leaf er ikke typegodkendt til at køre med træk. Det er dog ikke ens betydning med, at en elbil ikke kan trække tværtimod.
 
Elbiler har rigtig meget moment, og er faktisk ideelle til at trække, men hvorfor kommer de så ikke alle med træk?
 
Der er nok flere årsager til dette.
Den første er nok, at det kræver en del mere energi, og at batteristørrelse, derfor kan blive en hæmsko.
En anden årsag er formodentligt, at det er dyrt at få typegodkendt biler med træk, og at der nok er mere fokus på at vinde Elbilkunder i det generelle segment, end i segmentet der har behov for træk.
En tredje årsag, kan være at nogle af de avanceret systemer i elbiler (fartpilot, regenerativ bremse, mm.) ikke er designet til at understøtte træk, dog burde disse kunne sættes ud af funktion, når man satte påhæng på.
 
Det mest ærlige svar jeg kan give er, at jeg ikke ved det med sikkerhed. Dog ved jeg at det kommer, og at det kan lade sig gøre.
Tesla model 3 kan købes med krog, der må trække 900 kg.
Tesla model X kan trække noget mere.
Audi E-tron må også få træk, jeg ved god ikke hvor meget den må trække.
 
De sidste er nok mere en kommentar end et egentligt spørgsmål.

Der er ikke ladestandere nok, eller det tager for lang tid at lade den op.

Dette er også en ting, jeg selv grublede meget over inden jeg valgte elbilen. Der er nemlig ting man skal indstille sig på.
 
Først og fremmest, Danmark har mange ladestandere og der kommer stadig flere.
Man kan sagtens køre fra Falster til Skagen i en elbil, så det er altså ikke så slemt.
Man skal planlægge sin tur lidt mere omhyggeligt, da ladestandere ikke at lige så mange som en tankstation.
En E+ lader fra 0% til 100% på et sted mellem 9 og 11,5 timer på en 32 ampere løsning (læs mere om dette i indlægget "E-Pedal og ladeløsninger")
Hvis man har en 16 ampere løsning tager det op til 20 timer at lade batteriet fra 0% til 100%.
Det er dog værd at huske på, at man sjældent kører sin bil ned til 0% da men ofte lader den, når man alligevel holder hjemme, eller ude hvor man kan lade. (Læs evt. mere i Batteriet - Del 1)
 

Bonus spørgsmål.

Jeg havde en enkelt besøgende, som gerne ville have elbil, men som boede i ejerlejlighed, og det virkede ikke til at boligforeningen var interesseret i etablering af lademuligheder.
Jeg måtte råde ham til at besøge fdel.dk for at se, om ikke de havde lige omkring løsningsmuligheder.
Der er dog tiltag på vej fra EU om, at det bliver et krav, at etablere opladning ved etablering af større parkeringsområder, og på sigt også krav om at etablere muligheder, på eksisterende pladser.
Så man er ikke helt fortabt i ejerlejlighed, og hvis man stadig går på arbejde, kan det være at arbejdspladsen har interesse i at etablere opladning.

   
Til sidst vil jeg gerne takke alle der mødt op, med åbent sind og til arrangørerne af "Kør Grønt" FDEL og til Nissan Helsingør, for materialer om Nissan Leaf, så jeg havde noget jeg kunne dele ud til interesseret.

mandag den 4. februar 2019

Så er den her endelig

Nissan Leaf

Leaf E+ er kommet.

Så er Nissan Leaf E+ endelig kommet på markedet.

Med et batteri på 62 kWt og en ny elektrisk motor der kan levere 215 hestekræfter, er der åbnet op for mere saft og kraft.
Udover dette har Nissan opgraderet infotainment systemet med en større skærm og hurtigere ydeevne.
Som noget nyt kan man få opdateret kortet uden at skulle på værksted med bilen. Man skal dog stadig abonnere på kort fra Nissan for at få opdateringerne.

Bilen er lige nu til salg i en introduktionsudgave under navnet Nissan Leaf 3.Zero

Introduktionsudgaven dækker både over 40 kWt og 62 kWt modellen.
Nissan har sagt at der kun vil blive lavet 5000 stk. af introduktionsudgaven til Europa, så hvis du vil have fingrene i en, så skal du slå til nu, og kontakte din lokale Nissan forhandler.

62 kWt udgaven mangler at blive typegodkendt med ny højre, vægt og rækkevidde.

Nissan har selv estimeret rækkevidden til 385 km WLTP ved blandet kørsel, men dette er som sagt ikke blevet verificeret endnu.

Det nye batteri byder på en ny batterikemi hvilket har gjort Nissan I stand til at hæve antallet af celler fra 192 til 288 næsten uden at batteriet har ændret størrelse.
Nissan har udtalt at den nye kemi betyder, at bilen stadig ikke har behov for aktiv væske køling.

Der er til gengæld blandet rapporter på hvorvidt der er aktiv luftkøling eller passiv luft køling, som der er på den nuværende 40 kWt udgave.

Ønsker du yderligere information, anbefaler jeg at du kigger på Nissans hjemmeside, eller kontakter din lokal Nissan forhandler.

lørdag den 6. oktober 2018

En usædvanlig god køretur.

Prøve Leaf

Køreturen du ikke må snyde dig selv for.

Så kom dagen hvor jeg fik tid til at prøvekøre den nye Nissan Leaf.

Min første kommentar var "Den er større end jeg havde regnet med"... Det er den nemlig.
Tidligere generationer elbiler (Tesla undtaget) har for mig altid været en smule små.
Det har Nissan lavet om på. Den nye Leaf er en hatchback i fulde udstrækninger.
For Nissan kender kan jeg best beskrive det som, en bil der størrelsesmæssigt ligger placeret mellem Nissan Note og Nissan Qashqai.

Man skal lige vænne sig til, at der er en stor midterkonsol og man må tage til takke med en tunnel gennem bilen, som er der af ukendte årsager. Mit gæt er en blanding af kabler og måske noget af den omtalte passive køling af batteriet.

Når man lige har vænnet sig til det, så minder det om at sætte sig i pilotsædet til et rumskib (på den drengeagtige måde), som får en til at føle sig "Mega sej". Mit 12 årige jeg jublede og jeg blev en smule legebarn igen. Dog kom der ikke nogen rumskib motorlyd da startknappen blev trykket ind...
Der er knapper alle vegne og et hav af tilgængelige informationer i biles displays, og selvom navigationsdisplay midt i bilen ikke kan prale af en lækker opløsning, så løser den opgaven.

Køreturen

Jeg startede i "alm." D tilstand, som efterligner automatgear biler og bilen opførte sig som forventet. Det var som at køre min egen bil bare med automatgear. Det første man lige skal vænne sig til at manglen på motorlyd. Man kan svagt høre elmotoren arbejde men ud over det er der helt stille.

Da jeg havde vænnet mig til bilen, skulle der prøves ting. Jeg satte bilen i B tilstand, den med mere "motorbremse", og nu blev det lidt sjovere. Når man slipper speederen, så bremser bilen som om man har skiftet et gear ned og sluppet speederen. Men i stedet for at man bare "spilder" energien, så opsamles den og puttes tilbage i batteriet.

E-Pedal
På forhandlerens opfordring kørte jeg til et stille "øve" område for at prøve E-pedal løsningen. Det handlede mest om at undgå at skabe problemer i trafikken. Jeg slog E-pedal til og konfetti og flag sprang frem og en fanfare startede i anlægget.... Nej, faktisk skete der ikke meget andet end at der i biles display nu stod E-pedal on.
Jeg trykkede forsigtigt pedalen ned, og bilen kørte som før, dog accelererede den på en lidt anden måde, nemlig alt efter hvor langt ned speederen blev trykket.
Og første gang jeg slap pedalen bremsede bilen hårdt, det var derfor forhandleren bad mig om at være i et stille område.
Efter et par minutter, var dette allerede min nye ynglings måde at køre bil på. Det gik hurtigt for mig at lære at tilpasse opbremsning i forhold til trafik og vejforhold. 

ProPilot Assist
Nu skulle ProPilot vise hvad den duede til,
Motorkraft er ikke det der mangler og bilen hopper let og elegant op i fart, man skal lige kigge på speedometer, da man ikke har nogen motor reference til at indikere ens hastighed.
Jeg trykkede på den magiske knap, og nu skete der en masse i displayet (igen klappede mit 12 årige rumskibs jeg), hvad der mest af alt minder om en statusrapport fra en Sci-fi film dukker op for at fortælle om alle ProPilot indstillingerne.
Det var ikke så forskelligt fra min egen fartpilot så jeg indstillede farten og holdt fast.
Det næste der skete gav et lille sug i maven. Hvad jeg bedst kan beskrive som nogle usynlige hænder tager fat i rattet og bilen begynder at styre, WOW. Bilen har ingen problemer med at se striberne på vejen og jeg er nu i teknologiens magt.
Da jeg har vænnet mig til min usynlige ven, konstaterede jeg at vi slet ikke bevægede os med den valgte hastighed. Det var selvfølgelig den adaptive fartpilot, der sørgede for afstand til bilen foran og for at følge med i samme hastighed.
Jeg besluttede mig for at overhale, og i samme øjeblik man blinker for at køre ud til overhaling, er min nye ven med og træder på speederen.
Uden yderligere indikationer ryger vi op på den valgte hastighed og så snart jeg selv har foretaget vognbaneskift, tager bilen rattet igen og nu ryger vi bare derudaf.
Mens jeg nyder denne lille romance opdager jeg pludselig at klokken er blevet mange og jeg må vende hjemad.
Vognbaneskift og 2 km til næste afkørsel, og lastbiler længere fremme. Igen uden min indblanding sætter bilen farten ned og matcher trafikken. Jeg blinker af og kører ud på afkørslen, her skal man så lige være opmærksom på at fartpilot stadig er på, og som vanen tro trykker jeg let på bremsen for at slå fartpilot fra. Nu kommer E-pedal ind i billedet og bilen bremser nu mere og mere op. Den havde jeg glemt og træder selvfølgelig speederen ned så farten bliver normal og stille aftagende.

Ud over alle disse oplevelser fik jeg også lov til at høre alarm for stoppet bile forude og alarm for tværgående trafik da jeg bakkede. Man får en oplevelse af at bilen holder godt øje med omverdenen.

Min korte tur på motorvej viste et forbrug der svarede til ca 160 km på en fuld opladning. Dette passer med min forventning når vi snakker motorvejskørsel. Denne vil formodentligt bliver lidt højere når det er godt vejr.

Konklusion
Der er ikke så meget plads at give af og hvis man er lidt højere end mig, så bliver plads til benene nok et problem. der er massere af plads til hovedet.
Jeg har virkelig lyst til at købe denne bil, men vil gerne have længere rækkevidde, jeg vil holde et skarpt øje med rygtet om at der skulle komme en 60 kWh udgave.
Til sidst vil jeg anbefale at tage en prøvetur hos den nærmeste forhandler, det er en oplevelse.

søndag den 18. marts 2018

Rækkevidde - Hvor svært kan det være


Hvorfor er det så svært at "gætte" rækkevidde.

Jeg har tit hørt og læst spørgsmålet "Hvor svært kan det være at finde rækkevidde?".
Jeg skal prøve at forklare så godt jeg kan.

Som jeg skrev om i mine indlæg omkring batteriet, så er temperatur en faktor der spiller ind på hvor meget energi man kan trække ud af batteriet. Det er dog ikke den eneste faktor der har indflydelse på hvor langt man kan køre på en opladning. *chok*
Faktisk har temperatur også en stor indflydelse på hvor langt en brændstof bil kan køre.

Kørestil

Lige som en brændstof bil, så har kørestil også indflydelse på hvor langt du kører på en opladning.
Hurtig acceleration og brug af bremse koster meget på rækkevidden, da der går meget energi til spilde.
Som jeg beskrev i et af mine forudgående indlæg, er der mange køre indstillinger, der både kan hjælpe med at forlænge rækkevidde og gøre køreturen mere behagelig.
Ud over acceleration og opbremsning, så betyder fart rigtig meget. Igen er der her ingen forskel på en brændstofbil og en elbil, jo hurtigere du kører, jo større vindmodstand opstår der, og jo mere energi skal der til at holde farten.
I den gamle Leaf, har flere dedikeret anvendere samlet informationer om forbrug ved forskellige hastigheder, disse har jeg puttet ind i et regneark og lavet om fra miles til kilometer.
Herunder vises en graf over forbrug pr. kørt kilometer ved en given hastighed.

X = Hastighed, Y = wh/kilometer

Bemærk at dette er fra den gamle Leaf, og at tallene er noteret under "gode" vejrforhold.

Ud fra dette kan man lave et estimat om hvor meget energi der bliver brugt til en køretur.

eks.
10 km ved 100km/t = 10 * 157 = 1570 wh eller 1,570 kwh

Så kan man for sjov sige at man kører konstant med 100 km/t og man har måske 35 kwh.
35000 wh / 157wh pr. km = 222,9 km

Vejgreb

Det næste der har indflydelse er rullemodstand, den modstand der er ved at dine hjul ruller på vejen.
Denne er lidt tricky at påvirke, man vil nemlig gerne have at en bil har et godt vejgreb så man ikke skrider ud, og så man kan bremse.
Har ens dæk dog for godt fat i vejen bliver dette til spild.
Vejgreb er lidt specielt, for mange tror at med et vildt vejgreb, så kan man ikke "ryge" af veje.
Man skal huske på at man har mange kræfter at flytte rundt på, og selvom man har et vildt vejgreb, så vil kraften i en bil i høj fart altid få sin vilje.
Laver man et skarpt sving med et kraftigt vejgreb risikere man i teorien, at bilen vælter.
Har man for lidt vejgreb så skrider bilen nemt ud.
Ved opbremsning har vejgreb en fordel, da man kan aftage meget fart med et kraftigt vejgreb, mens et svagt vejgreb ikke kan aftage så meget fart før man skrider.
Dæk er derfor en vigtig faktor, lige som mængden af luft i dem er vigtig.
For lidt luft kan give større vejgreb (rullemodstand) og for meget luft kan give mindre vejgreb.
Jeg vil ikke komme ind på ekstremer, men et dæk med for lidt luft er et problem og det er et dæk med for meget luft også.
Vand og sne på vejbanen giver også større rulle modstand, og derved skal der bruges mere energi på at komme frem.
De fleste har måske prøvet at køre ind i en vandpyt hvor man kunne mærke, at bilen mistede fart. Dette sker faktisk også når der er vand på vejbanen, bare ikke lige så hårdt, som når man kører ind i en vandpyt.

Vejr

Ud over at temperatur har indflydelse på batteriet, så er koldere luft tættere en varm luft, og det kan i teorien også have en biddragende effekt, til større energiforbrug.
Ud over temperaturen, så har nedbør og vind også indflydelse.
Igen skal jeg gøre opmærksom på, at disse faktorer ikke er anderledes fra en brændstof bil.
Når der falder nedbør, så skal der bruges mere energi på at komme igennem det. Kraftig regn og snefald kan have en drastisk indflydelse på energiforbrug.
Vind har vi alle sammen mærket i vores biler, og mens modvind kan påvirke bilens energiforbrug, så er det faktisk tit sidegående vinde, der påvirker energiforbruget, da bilens aerodynamik primært er fokuseret på at komme frem igennem vinden.

Hvorfor fokuserer vi på rækkevidde?

Årsagen til at der pludselig skal fortælles om vejr og vind og vejgreb, er at en elbils batteri ikke kan indeholde den tilsvarende mængde energi, som en brændstof bil. Og selvom Nissan Leaf fra fået en brændstoføkonomi, der hedder 200 MPGe (Miles Per Gallon electric), svarende til ca. 85 km/l, så kan batteriet ikke indeholde så meget som en brændstoftank.
Derfor er der også i industrien meget stor fokus på at forbedre batteriet, da man tydligt kan se, at effektiviteten ved at anvende strøm overstiger benzin og diesel.


søndag den 7. januar 2018

Batteriet - Del 1

Leaf batteri

Batteriet, kilden til nettets største debat omkring Nissan Leaf.

Rækkevidde

Lad os bare tage tyren ved hornene og snakke om batteriet.
Ja, det er "kun" 40 kWh og ja, der findes biler med større batteri, men spørg dig selv "er det nødvendigt med et større batteri?".

Jeg har ikke planer om at skrive større beregninger her på siden, men vil gerne argumentere for at rækkevidden er tilstrækkelig for de fleste.

Den nye Leaf er kommet med en rækkevidde på 378 km (NEDC) eller 150 miles (EPA).
Til sammenligning havde 2016/2017 udgaven en rækkevidde på 250 km (NEDC) eller 107 miles (EPA).

Netop de 250 km gjorde at jeg dengang stod foran forhandlerens dør på lanceringsdagen.

Skuffelse var dog stor, da vi under prøvekørsel ikke nåede noget der mindede om 150 km i rækkevidde.
Til bilens forsvar var det vinter og vi trådte speederen i bund for at prøve den af, hvilket selv sagt ikke er særlig brændstof økonomisk.

De førnævnte tal kræver lidt forklaring, for alle vil med det samme sige at tallene ikke stemmer overens.
Bemærk at jeg skriver "eller" imellem NEDC og EPA. Det er fordi, det er to forskellige standarder til at måle en bils brændstofforbrug med.

NEDC er den europæiske standard for brændstofforbrug. Og ja den er mangelfuld.
Alle der har kigget på en benzin/diesel bil har efterhånden indbygget et filter for forbrug.
Det er fordi at NEDC ikke har så meget motorvejskørsel med i deres målinger.
EPA er den amerikanske standard for brændstofforbrug, og denne er tættere på sandheden end NEDC.

Nu ikke noget med at lave en parallel imellem tallene, NEDC er stadig forkert i forhold til EPA.
Hvis vi skal bruge rækkevidde til noget så skal vi kigge på EPA indtil den nye standard (WLTP) bliver listet.
2016/2017 Leaf har, til mange brugere, sagtens kunne levere 100 miles, de fleste siger et sted med 95 og 110 miles, under rimelige vejrforhold.

De "rigtige" tal er således:
Bemærk disse er ikke videnskabeligt tal, men nok nærmere pessimistiske tal.
Hvis vi tager udgangspunkt i det dårlige tal, så er 95 mile ca. 88 - 89 procent af hvad EPA siger.
Dette giver 2016/2017 Leaf en rækkevidde på (95 * 1,609) = 152,8 km

Hvis vi bruger samme procent på den nye Leaf vil det give følgende:
(150 * 0,89) * 1,609 = 214 km.
(EPA i miles * brøken for 89 procent) * 1,609 km på én mile

Jeg har i min søgen, allerede fundet et tal fra en mand i Japan der siger, at 230 - 300 km er realistisk. Det er en lang video men i kan se den her.
Noget kan altså tyde på, at der er noget at komme efter i den nye Leaf.

Vi skal være opmærksom på, at det ikke bare er et nyt batteri i den samme bil.
Der er gjort meget i forhold til regenerativ bremse, forskellige køretilstande, inverter, motor og aerodynamik.
Beregningen vi har lavet her, er derfor temmelig pessimistisk.

Når alt snakken er fyret af, så kan vi vende tilbage til spørgsmålet "er det nødvendigt med et større batteri?".

Rækkevidde er basseret på en batteritemperatur, et koldt batteri kan ikke levere lige så meget rækkevidde som et lunt.
Det skyldes, at der opstår en større modstand i batteriet når det er koldt.
Dette er værd at have for øje når man snakker om rækkevidde i forbindelse med en lang tur, dog vil man opleve, at batteriet i takt med at det bliver varmere, vil kunne række længere.
Der er ikke tale om et tab af kapacitet, da rækkevidden vender tilbage når batteritemperaturen stiger.
Det er et tab af energi fordi elektrisiteten møder modstand, når det tappes fra et koldt batteri.

De fleste mennesker i Danmark vil nok kunne leve med 200 km om dagen. Jeg kan i hvert fald godt da jeg kører ca. 100 km dagligt.

Mange argumenterer, at man skal lade hver dag, og til det kan jeg sige, "hvad så?", hvad er det besværlige i det? De fleste af os brokkede os ikke så meget,  da vi skiftede vores 7 dages Nokia ud med en smartphone.

Man må huske på, at man pludselig har en bil man kan forvarme/køle om morgenen og at den altid er fuld når man skal køre. Bekymringer om at putte sin guldklump ind i en iskold eller glohed bil, kan sparkes til hjørne. Bemærk. Denne feature er ikke med i den billigste model.

Hvor mange har ikke prøvet en stresset morgen, hvor børnene ikke lige har været samarbejdsvillige og man får trådt i en, for stor, snedrive (som man i øvrigt, ikke nåede at fjerne), så man skal skifte sko og strømper, for så endelig at komme ud i en bil, der lige skal have brændstof på.

Du bruger mere tid på at tanke en brændstof bil end at lade en elbil.

Jeg har læst en artikel, jeg desværre ikke kan finde, hvor man beskrev at man faktisk brugte længere tid på at fylde brændstof på en bil, en ved at lade en elbil.

Det lyder vildt, men bliv lige hængende..

Som jeg sagde før, så tager man ind på en tankstation, når man er ved at løbe tør. Her bruger man så ca. 5 min., hvis man er hurtig, til at fylde sin bil og kører igen.
Det der sker her, er at du står i 5 minutter, hvor du ikke kan lave noget andet end at vente.
Det bliver til mange minutter hvis du lægger det sammen over en bils levetid.
Til sammenligning, sætter man sin elbil til lader når man kommer hjem, og så "glemmer" man alt om den.
Det der sker med elbil, er at den står og lader imens du laver andre ting, dvs. du "spilder" ikke tid, da du ikke står og venter på at bilen skal blive klar.

Hvis man regner "vente" tiden sammen, så venter du stort set ikke på en elbil, men du venter på at tanke brændstof.

Der hvor tidsaspektet kan komme ind i billedet, er på en længere tur i elbil.
En elbil kan typisk lades 80% op med en hurtiglader på 30-40 minutter.
Det er rigtig nok længere end at tanke en bil, men der kan være argumenter både for og imod.
Det anbefales at man holder kørepause ca. hver 2. time og i den pause, kan man lade sin elbil.
Den nye Leaf's rækkevidde passer rimelig godt ind i dette interval, da det passer meget godt med 2 timers motorvejskørsel, alt efter kørestil, fart og vejr.
Så der kan du igen lave noget andet imens bilen lader. Toiletbesøg, shoppe lidt, lege med børnene (hvis man har nogen, og de er med), powernap eller spise noget mad.

Jeg ved godt der findes danskere der kører meget, og dette er måske ikke bilen for dem.
Der er selvfølgelig en del andre biler i horisonten, heriblandt også en 2019 Leaf med længere rækkevidde og større ydeevne.

Hold øje efter del 2 om batteriet på denne blog i fremtiden..