Language

søndag den 27. oktober 2019

Næste skud på stammen

Nissan Ariya

Fremtiden rykker nærmere. 

Efter flere år med nye koncepter på IM serien (Intelligent Mobility), har Nissan i år præsenteret en konceptbil ved navn Ariya, der efter rygterne skulle være tættere på en produktionsmodel end koncepter normalt er. 

Ariya er basseret på IMx, som man kan google ligt om også. Det er bl.a. årsagen til at mange mener at vi er tæt på en produktionsudgave.

Bilen repræsenterer Nissans fokus på bilens design. I den video jeg linker til i bunden af indlægget kan man høre lidt mere om Nissans vision for deres biler. 

Nissan har en vision omkring deres biler, der handler om 3 grundpiller, som går under navnet Intelligent Mobility. 

Intelligent Driving 
Omhandler Nissans teknologiske hjælpemidler som ProPilot, ProPilot Park, 360 view, kryssende traffik alarm, blind vinkel alarm.. Og mange flere. 
I grove træk handler det om at bilen hjælper med en mere afslappende køretur, og på sigt fuld autonomi. 

Intelligent Power  
Nissan udvikler selv deres elmotor til deres biler, og her handler det om fokus på at levere energi til acceleration, når du har behov for det. 
Det handler også om regeneration af energi ved opbremsning, udjævning af bump på vejen ved teknologier som ride control, der styrer energitilførsel til dæk, så bilen kan modvirke ujævn vej. 

Intelligent Integration 
Nissan har fokus på at bruge elbilens batteri til udjævning af strømforsyning i lokalområdet ved hjælp af teknologi som Vehicle-to-grid. Men også integration imellem bilerne, så de kommunikerer om vejforhold, ulykker og meget mere. 

Ariya er udvendigt på størrelse med en Qasquai men inden i skulle der være lige så meget plads som i en Murano. 
Til dem der ikke kender Nissan Murano, så er det en lidt mere sportsvan lignende bil. 
Ariya er bygget på Nissans nye bil platform, som er designet til elektriske biler. 
Bilen har derfor ikke en gear/kadan tunnel ned gennem midten af bilen, hvilket resulterer i en helt flad bund inde i bilen.



Bilen er udstyret med ProPilot 2.0 der gør det muligt med håndfri kørsel i en vognbane på motorvej, og automatisk vognbaneskift (kræver dog at man har hænderne på rattet). 
Ud over dette har konceptbilen også en feature hvor du kan kalde bilen frem fra en parkeringsplads fra din mobiltelefon (kun i en lige linje). 
Bilen kan pares med ens telefon så den kan låse døre op og indstille sæde og andre køre indstillinger, ud fra hvem der skal køre i bilen. 
Ud over dette er den udstyret med 2 motorer, der gør den 4 hjuls trukket. 
De 2 motorer udnyttes til at gøre kørsel endnu mere jævn og behagelig, samtidig med at den kan rykke sig meget hurtigt. 
Bilen er udstyret med 5. generation batteri fra AESC og har efter rygterne aktiv køling af batteriet. 
5. generation batteri vil have større kapacitet pr. kg. og vil føre til større kapacitet uden at de vil påvirke bilens køre egenskaber, pga. vægtforøgelse. 

Der er ikke blevet oplyst specifikationer på bilen, men flere kilder mener som sagt, at bilen er tættere på produktion, end koncepter normalt er, koncept navnet er måske mest tilknyttet Ariya, fordi man ikke har låst sig fast på interiør. 



Jeg glæder mig personligt til (forhåbentligt) at komme ud og køre i den en dag. 
Jeg vil gætte på at produktions versionen kan blive præsenteret i Q3, Q4 til næste år, og at forudbestillinger åbner januar 2021, som det er sket med Nissan Leaf de seneste to år. 
Jeg kunne dog godt mistænke Nissan for at sætte farten op på denne bil, da konkurrencen på elbil markedet er højt for tiden. 

Jeg kunne skrive meget mere om bilen, men kig hellere selv med på denne video fra Nissan, eller læs mere på nettet ved at søge på Nissan Ariya. 


søndag den 13. oktober 2019

De første 5000 kilometer

Nypoleret og coatet Leaf E+

5000 km and still going strong.


Efter 5000 km kan man så småt begynde, at kalde sig erfaren elbilist. 

De fleste vaner er efterhånden væk, dog skifter jeg stadig gear en gang imellem 😀

Efter at vi har fået bilen har vi været på køreferie til Jylland, et par længere ture og så dagligt pendling.


Uforberedt køreferie (næsten) 


Da jeg havde bestilt bilen, tænkte jeg ikke over, at bilen måske ville blive leveret lige inden, vi skulle på sommerferie til Jylland.

Jeg bor i Helsingør og skulle til Als Odde, hvilket er en ganske fredelig tur i bil.

Da vi nærmede os leveringsdagen på bilen, kunne jeg godt se, at der ikke lige var tid til at lære den nye bil at kende, her tænker jeg på rækkevidde under forskellige forhold, men også hvor meget man kunne pakke og hvor man lige skulle gøre af tingene.

Da vi har 2 børn i familien, havde vi planlagt at sejle mellem Sjællands Odde og Århus, så der var en god pause på turen.

Nu skulle jeg dog til at huske at der måske skulle indtænkes et lade stop på turen. 

Jeg undersøgte mulighederne vha. div. apps og andre kilder, og konkluderede at vi burde ankomme tidligt til færgen, og så lade bilen imens vi ventede på færgen.

Jeg fokuserede ikke så meget på dette ellers, da vi jo har en 62 kWt Leaf og at den derfor havde strøm nok til at komme helt til sommerhuset. Jeg havde nu alligevel tænkt, at lidt ekstra strøm aldrig skader.

Dagen kom, og vi kørte afsted, og jeg må sige at en køreferie i en elbil er en fryd. 

Der er væsentligt mere stille i kabinen, og selvom der stadig er vindstøj, så er det en anden følelse ikke at have en motorblok der summer ude foran.

Vi ankom i god tid til færgen, da vi var kørt tidligere hjemmefra. Dog havde vi været lidt tid i kø, hvilket jo kan ske.

Da vi havde foretaget check-in til færgen fandt vi frem til opladeren, og der skete det utænkelige.


Optaget, hvad nu?


Lade standeren, som vi havde sat vores lid til, var optaget. Der holdt en anden elbil og fik strøm på.

Her blev det så lige klart, at man var lidt grøn som elbilist, og altså ikke klimavenlig grøn, men grøn som i, ikke at have så meget erfaring, grøn.

Det kom bag på mig, at de fleste ladestandere, kun kan oplade en elbil af gangen med DC, selvom der er to stik til det.

Jeg kunne se på standeren, at den anden bil ikke vær tæt på at være færdig og minutterne trillede derudaf.

Vi måtte til sidst trille hen i køen til færgen, og forlade Sjælland uden at have fået noget strøm på.


Skal jeg gå i panik? 


Oven på den oplevelse, gik det op for mig, hvad der tales om, når man siger, at man skal tænke bil på en ny måde.

Man skal tænke kørsel på en anden måde, og med kørsel tænker jeg også opladning.

Med lidt sved på panden, brugte jeg nu noget af tiden på færgen til at planlægge alternativer, da min plan nu var gået lidt i vasken. 

Jeg har været den, der har presset mest på for at få elbil, og dette ikke ligefrem en god reklame for elbilen, over for resten af familien.

Vi kom dog frem til den konklusion, at det nok handler lidt mere om, at udbyderen af hurtiglader, måske ikke har prioriteret knudepunktet på Sjælland så meget, som de burde.

Jeg skrev da også til dem, at det er ønskværdigt, at der var flere muligheder, da det jo er en naturlig pause på en tur, hvor man netop kunne gøre brug af tiden, til at putte strøm på bilen.

Efter lidt undersøgelse konkluderede jeg, at en lille omvej, ved Randers, kunne få os hen til en hurtiglader.

Vi aftalte, med vores medbilister på køreferien, at de fortsatte til sommerhuset, mens vi kørte ind og handlede i Føtex, som havde en hurtiglader på deres parkeringsplads.

Omkørslen gav måske 10 min ekstra køretid, men vi skulle alligevel handle, så det ville ikke være så stort et problem.

Vi ankom til Føtex og der var heldigvis ikke optaget, så vi satte bilen til hurtigladeren og gik ind og handlede.

Efter ca. 40 minutters indkøb kom vi ud til en bil, der ikke havde fået så meget strøm, som vi havde forventet.

Tilsyneladende er der nogle hurtigladere, der har lidt softwareproblemer, som gjorde at bilen ikke ladede med fuld fart.




Nå men vi havde fået strøm på, og vi kørte til vores mål, sommerhuset.

Den følgende dag brugte jeg lidt tid på at gøre mig bekende med de nærliggende ladestanderes placeringer, så jeg var lidt mere bevidst om, min muligheder.

På vores ferie kunne vi konkludere, at der stadig er brug for flere ladestandere i det jyske. Afstande til hurtigladere, er især stor mange steder, men generelt er antallet af ladestandere heller ikke tilstrækkeligt.

Dette er dog noget som der løbende bliver arbejdet på, og det skal derfor ikke forhindre os, og for den sags skyld andre, i at blive elbilister.

Turen hjem blev taget uden lade stop, da vi har hjemmelader, og bilen jo var i stand til at køre hele turen på en opladning.



En lille bonustur. 


Da vi nu havde prøvet lidt med rækkevidden, var vi ikke så utrænet mere, og kunne nu planlægge lidt bedre, når man skulle på tur.

Vi besluttede at tage en tur til Sommerland Sjælland, som vi jo havde kørt forbi på vores tur til Jylland.

Her kom planlæggeren lidt op i mig, og efter at have kigget på deres hjemmeside, skrev jeg en mail, og spurgte om de tilbød opladning af elbiler. 

En af de ting man lærer er, at hvis der er en lademulighed og man har brugt en del af sit batteri, så kan man lige så godt lade, når man er på tur.

Sommerland Sjælland overraskede positivt, da de lige akkurat havde etableret lademuligheder.

Her kommer så endnu en ting, man lige skal lære som elbilist.

Lademuligheder kommer i mange afskygninger. En lademulighed er alt fra et husholdningstrømstik, et campingvognstik og hjemmelader til en hurtiglader.

Sommerland Sjælland, havde etableret det, der kaldes blå CCE stik, også kaldet campingvogn stik.




Jeg havde dog inden mine ture, fået en elektriker til at lave stik, der kunne tilsluttes blå CCE og som havde et husholdningstrømstik i den anden ende. 

Bilen er leveret med det, der har fået øgenavnet mormorlader, som er et kabel der kan sættes fra husholdningstrømstik til bilen. Det går meget langsomt, men bilen får strøm på, og i dette tilfælde var det helt perfekt.




Tilbage til hverdagen.


Efter sommerferien var slut, skulle jeg til at pendle på arbejde, og her må man sige at ProPilot kommer til sin ret. Jeg har planer om at lave et indlæg om ProPilot i fremtiden.

Jeg er ikke så anspændt og træt efter morgenmyldretiden, som jeg var før i tiden.

Jeg har tid til at lytte til musik og følge strømmen sammen med bilen, der nu selv holder afstand til forankørende og følger striberne på vejen.

Jeg kommer frem og tilbage på ca. 20 til 25% strøm, og kan således pendle 2-3 dage før jeg reelt behøver at oplade bilen.

Det afhænger selvfølgelig af køen, men mit gennemsnits energiforbrug ligger på ca. 150 til 160 Wt pr. Km. her i sommer- og efterårsvejret

Hvis man skal sammenligne med en benzinbil, så regnes 1 liter benzin for at indeholde ca. 10 kWt energi.

Min pendler tur er ca. 75 km, og jeg bruger derfor hvad der svarer til 1,2 liter benzin på at pendle.

Regnestykket er som følger: 75 km * 160 Wt = 12.000 Wt = 12 kWt / 10 kWt = 1,2 liter benzin.

Hvis vi nu tager turen uden kø kørsel kan jeg godt få mit forbrug op på noget der minder om 200 Wt pr. km.

Regnestykket ser så således ud: 75 km * 200 Wt = 15.000 Wt = 15 kWt / 10 = 1,5 liter benzin.

Konklusionen på dette er altså at min Nissan Leaf realistisk kører hvad der svarer til 50 - 62,5 km / l benzin, på motorvejen.

Men en ting er energieffektiviteten i elbilen, noget helt andet er økonomien i dette.

Hvis vi tager udgangspunkt i den gennemsnitlige el pris på 2 kr. pr. KWt, så koster en pendler tur 24 – 30 kr. 

Vi skal dog være fair og huske på, at der er lidt tab når man lader sin elbil op og når man tager strømmen ud, så vi lægger 10% på. Det er lidt højt sat, men det er nemt at regne med. 

Prisen bliver så 26,4 – 33 kr. for en pendler tur.

Det vil måske blive lidt højere når vi rammer vintermånederne, da kold luft er tykkere, der kan være nedbør og der kan ligge sne/sjap på vejen, der alt sammen vil skabe modstand.

Det kræver alt sammen mere energi at kommer igennem. 

Se evt. mit opslag “Rækkevidde, hvor svært kan det være?”.

Før man får set sig omkring, har man kørt 9000 km