Language

Viser opslag med etiketten Opladning. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Opladning. Vis alle opslag

søndag den 13. oktober 2019

De første 5000 kilometer

Nypoleret og coatet Leaf E+

5000 km and still going strong.


Efter 5000 km kan man så småt begynde, at kalde sig erfaren elbilist. 

De fleste vaner er efterhånden væk, dog skifter jeg stadig gear en gang imellem 😀

Efter at vi har fået bilen har vi været på køreferie til Jylland, et par længere ture og så dagligt pendling.


Uforberedt køreferie (næsten) 


Da jeg havde bestilt bilen, tænkte jeg ikke over, at bilen måske ville blive leveret lige inden, vi skulle på sommerferie til Jylland.

Jeg bor i Helsingør og skulle til Als Odde, hvilket er en ganske fredelig tur i bil.

Da vi nærmede os leveringsdagen på bilen, kunne jeg godt se, at der ikke lige var tid til at lære den nye bil at kende, her tænker jeg på rækkevidde under forskellige forhold, men også hvor meget man kunne pakke og hvor man lige skulle gøre af tingene.

Da vi har 2 børn i familien, havde vi planlagt at sejle mellem Sjællands Odde og Århus, så der var en god pause på turen.

Nu skulle jeg dog til at huske at der måske skulle indtænkes et lade stop på turen. 

Jeg undersøgte mulighederne vha. div. apps og andre kilder, og konkluderede at vi burde ankomme tidligt til færgen, og så lade bilen imens vi ventede på færgen.

Jeg fokuserede ikke så meget på dette ellers, da vi jo har en 62 kWt Leaf og at den derfor havde strøm nok til at komme helt til sommerhuset. Jeg havde nu alligevel tænkt, at lidt ekstra strøm aldrig skader.

Dagen kom, og vi kørte afsted, og jeg må sige at en køreferie i en elbil er en fryd. 

Der er væsentligt mere stille i kabinen, og selvom der stadig er vindstøj, så er det en anden følelse ikke at have en motorblok der summer ude foran.

Vi ankom i god tid til færgen, da vi var kørt tidligere hjemmefra. Dog havde vi været lidt tid i kø, hvilket jo kan ske.

Da vi havde foretaget check-in til færgen fandt vi frem til opladeren, og der skete det utænkelige.


Optaget, hvad nu?


Lade standeren, som vi havde sat vores lid til, var optaget. Der holdt en anden elbil og fik strøm på.

Her blev det så lige klart, at man var lidt grøn som elbilist, og altså ikke klimavenlig grøn, men grøn som i, ikke at have så meget erfaring, grøn.

Det kom bag på mig, at de fleste ladestandere, kun kan oplade en elbil af gangen med DC, selvom der er to stik til det.

Jeg kunne se på standeren, at den anden bil ikke vær tæt på at være færdig og minutterne trillede derudaf.

Vi måtte til sidst trille hen i køen til færgen, og forlade Sjælland uden at have fået noget strøm på.


Skal jeg gå i panik? 


Oven på den oplevelse, gik det op for mig, hvad der tales om, når man siger, at man skal tænke bil på en ny måde.

Man skal tænke kørsel på en anden måde, og med kørsel tænker jeg også opladning.

Med lidt sved på panden, brugte jeg nu noget af tiden på færgen til at planlægge alternativer, da min plan nu var gået lidt i vasken. 

Jeg har været den, der har presset mest på for at få elbil, og dette ikke ligefrem en god reklame for elbilen, over for resten af familien.

Vi kom dog frem til den konklusion, at det nok handler lidt mere om, at udbyderen af hurtiglader, måske ikke har prioriteret knudepunktet på Sjælland så meget, som de burde.

Jeg skrev da også til dem, at det er ønskværdigt, at der var flere muligheder, da det jo er en naturlig pause på en tur, hvor man netop kunne gøre brug af tiden, til at putte strøm på bilen.

Efter lidt undersøgelse konkluderede jeg, at en lille omvej, ved Randers, kunne få os hen til en hurtiglader.

Vi aftalte, med vores medbilister på køreferien, at de fortsatte til sommerhuset, mens vi kørte ind og handlede i Føtex, som havde en hurtiglader på deres parkeringsplads.

Omkørslen gav måske 10 min ekstra køretid, men vi skulle alligevel handle, så det ville ikke være så stort et problem.

Vi ankom til Føtex og der var heldigvis ikke optaget, så vi satte bilen til hurtigladeren og gik ind og handlede.

Efter ca. 40 minutters indkøb kom vi ud til en bil, der ikke havde fået så meget strøm, som vi havde forventet.

Tilsyneladende er der nogle hurtigladere, der har lidt softwareproblemer, som gjorde at bilen ikke ladede med fuld fart.




Nå men vi havde fået strøm på, og vi kørte til vores mål, sommerhuset.

Den følgende dag brugte jeg lidt tid på at gøre mig bekende med de nærliggende ladestanderes placeringer, så jeg var lidt mere bevidst om, min muligheder.

På vores ferie kunne vi konkludere, at der stadig er brug for flere ladestandere i det jyske. Afstande til hurtigladere, er især stor mange steder, men generelt er antallet af ladestandere heller ikke tilstrækkeligt.

Dette er dog noget som der løbende bliver arbejdet på, og det skal derfor ikke forhindre os, og for den sags skyld andre, i at blive elbilister.

Turen hjem blev taget uden lade stop, da vi har hjemmelader, og bilen jo var i stand til at køre hele turen på en opladning.



En lille bonustur. 


Da vi nu havde prøvet lidt med rækkevidden, var vi ikke så utrænet mere, og kunne nu planlægge lidt bedre, når man skulle på tur.

Vi besluttede at tage en tur til Sommerland Sjælland, som vi jo havde kørt forbi på vores tur til Jylland.

Her kom planlæggeren lidt op i mig, og efter at have kigget på deres hjemmeside, skrev jeg en mail, og spurgte om de tilbød opladning af elbiler. 

En af de ting man lærer er, at hvis der er en lademulighed og man har brugt en del af sit batteri, så kan man lige så godt lade, når man er på tur.

Sommerland Sjælland overraskede positivt, da de lige akkurat havde etableret lademuligheder.

Her kommer så endnu en ting, man lige skal lære som elbilist.

Lademuligheder kommer i mange afskygninger. En lademulighed er alt fra et husholdningstrømstik, et campingvognstik og hjemmelader til en hurtiglader.

Sommerland Sjælland, havde etableret det, der kaldes blå CCE stik, også kaldet campingvogn stik.




Jeg havde dog inden mine ture, fået en elektriker til at lave stik, der kunne tilsluttes blå CCE og som havde et husholdningstrømstik i den anden ende. 

Bilen er leveret med det, der har fået øgenavnet mormorlader, som er et kabel der kan sættes fra husholdningstrømstik til bilen. Det går meget langsomt, men bilen får strøm på, og i dette tilfælde var det helt perfekt.




Tilbage til hverdagen.


Efter sommerferien var slut, skulle jeg til at pendle på arbejde, og her må man sige at ProPilot kommer til sin ret. Jeg har planer om at lave et indlæg om ProPilot i fremtiden.

Jeg er ikke så anspændt og træt efter morgenmyldretiden, som jeg var før i tiden.

Jeg har tid til at lytte til musik og følge strømmen sammen med bilen, der nu selv holder afstand til forankørende og følger striberne på vejen.

Jeg kommer frem og tilbage på ca. 20 til 25% strøm, og kan således pendle 2-3 dage før jeg reelt behøver at oplade bilen.

Det afhænger selvfølgelig af køen, men mit gennemsnits energiforbrug ligger på ca. 150 til 160 Wt pr. Km. her i sommer- og efterårsvejret

Hvis man skal sammenligne med en benzinbil, så regnes 1 liter benzin for at indeholde ca. 10 kWt energi.

Min pendler tur er ca. 75 km, og jeg bruger derfor hvad der svarer til 1,2 liter benzin på at pendle.

Regnestykket er som følger: 75 km * 160 Wt = 12.000 Wt = 12 kWt / 10 kWt = 1,2 liter benzin.

Hvis vi nu tager turen uden kø kørsel kan jeg godt få mit forbrug op på noget der minder om 200 Wt pr. km.

Regnestykket ser så således ud: 75 km * 200 Wt = 15.000 Wt = 15 kWt / 10 = 1,5 liter benzin.

Konklusionen på dette er altså at min Nissan Leaf realistisk kører hvad der svarer til 50 - 62,5 km / l benzin, på motorvejen.

Men en ting er energieffektiviteten i elbilen, noget helt andet er økonomien i dette.

Hvis vi tager udgangspunkt i den gennemsnitlige el pris på 2 kr. pr. KWt, så koster en pendler tur 24 – 30 kr. 

Vi skal dog være fair og huske på, at der er lidt tab når man lader sin elbil op og når man tager strømmen ud, så vi lægger 10% på. Det er lidt højt sat, men det er nemt at regne med. 

Prisen bliver så 26,4 – 33 kr. for en pendler tur.

Det vil måske blive lidt højere når vi rammer vintermånederne, da kold luft er tykkere, der kan være nedbør og der kan ligge sne/sjap på vejen, der alt sammen vil skabe modstand.

Det kræver alt sammen mere energi at kommer igennem. 

Se evt. mit opslag “Rækkevidde, hvor svært kan det være?”.

Før man får set sig omkring, har man kørt 9000 km

lørdag den 27. januar 2018

E-Pedal og Ladeløsninger

E-pedal

Etpedalskørsel, en ny måde at køre bil på.

Den nye Nissan Leaf kommer med en ny feature med navnet "E-Pedal".
Konceptet er ikke nyt, men der er alligevel nogle nye funktioner i E-pedal, som andre producenter ikke har på nuværende tidspunkt.

Nissan Leaf har flere køre tilstande. Faktisk har den 6 forskellige køre tilstande.

D som er lig med drive, og som er lavet til at opføre sig som en bil med automatgear.
B som minder meget om drive, bare med en mere aggressiv "motorbremse", føles som hvis man skifter et gear ned og fjerner foden fra speederen langsomt.
Nu siger jeg "motorbremse" det er det dog ikke i den forstand vi kender det, men nærmere en dynamo, som bremser bilen og generere strøm til batteriet.
Det er i øvrigt tilfælde for alle køretilstande.

E-Pedal er så den nye tilstand, hvor du får en endnu mere aggressiv opbremsning (ca. 5,5 gange den der er i D tilstand).
Systemet er bygget sådan at det reagere på hvor meget man træder på speederen.
Bilen bremser relativt i forhold til hvor meget man slipper speederen. Så træder man ned sættes farten op, løfter man foden lidt bremser den lidt.
Ved normal kørsel, vil man kunne køre bilen og bremse efter alm. behov.
Bilen holder faktisk stille på en vej med en signing/hældning på op til 30 %, så man skal ikke træde ned på bremsen for at holde stille.
Hvis du vil stoppe hurtigst muligt, skal du stadig træde på bremsepedal.

Der er brugt kræfter på at får opbremsning til at opsamle så meget energi som muligt, og putter tilbage i batteriet, men i nogle tilstande kan man ikke putte strøm tilbage.
Eksempelvis kan det ikke lade sig gøre når batteriet er fuldt.
I dette tilfælde blandes den alm. bremse sammen med "dynamo" for at skabe den samme opremsende effekt som når der godt kan opsamles strøm.

Nissan har brugt meget tid på ar få de forskellige tilstande til at føles naturlige. Man har hos Nissan meget fokus på at nye ting, skal passe ind i vores naturlige mønstre. Dette ses tydeligt med nogle af deres nyeste teknologier.
Eksempelvis, er deres autonome bil udstyret, så den fortæller passagerene i bilen, hvad den har tænkt sig at gøre.
Et andet eksempel er den nye "Brain to vehicle" teknologi, hvor bilen måler chaufførens behag/ubehag ved kørslen og ændre kørestil efter disse målinger.

Når jeg siger at der er 6 forskellige køretilstande, så er det fordi bilen er udstyret med en ECO Mode, som kan være aktiv i de andre 3 tilstande.

ECO Mode ændre på bilens acceleration. Den er designet til at give en mere kontrollabel acceleration. Dette kan være en fordel ved bykørsel, kø kørsel og i sne/isglatte situationer.
Årsagen til navnet ECO Mode, gætter jeg på, kommer af at en blødere acceleration bruger mindre energi, lige som i en brændstofbil, og derved vil det være energibesparende at køre i denne tilstand.

E-Pedal er standard i alle udstyrsmodeller, og selvom jeg ikke har kunne læse det, vil jeg formode at de andre tilstande også er det.

Hvis du ønsker at høre mere om E-Pedal, kan du se en præsentation her.

Opladning hjemme og på farten.

Bemærk alle priser heri er baseret på informationer hentet d. 20. jan. 2018
I Danmark er der i skrivende stund 2 firmater, som udbyder "brændstof" hjemme og ude.
Jeg snakker her om Clever og EON.
Begge firmaer har opstillet lade stationer over hele landet.
De forskelle jeg har kunne finde er lidt på pris og lidt på placeringer af deres lade stationer. Med lad os lige starte med hjemmelader.
Jeg skal lige gøre opmærksom på, at alle ladetider oplyst her, er basseret på normale temperaturforhold. For at læse om dette, se mit blogindlæg Batteriet - Del 2.

Den nye Nissan Leaf er udstyret med 6.6 kW oplader samt en 50 kW DC oplader (hurtiglader). 
Den hurtigste opladning, kan ske på hurtigladere, som er placeret rund om i landet.
Disse kan lade bilen fra næste 0% til 80% på ca. 40 min.

Den hurtigste opladning hjemme, medmindre du har din egen hurtiglader (som koster kassen og kræver en røvfuld strøm) er 6.6 kW opladeren.
En opladning med 6,6kW tager ca. 7,5 timer (fra næsten 0% til 100%).
Nissan er lidt utraditionelle i forhold til andre biler, som Tesla eller Renault, da deres oplader køre på en enkelt fase.
Dette præsentere en udfordring.
For at opnå 6,6kW på en enkelt fase er man nød til at bruge 32 Ampere og det er ikke tilladt i Danmark.
Det højeste man må trække på en enkelt fase er 16 A, og det giver kun 3,3kW.
Dette vil så fordoble opladningstid, til et sted imellem 15 og 16 timer.
Igen er det vigtigt at sige at det er fra næsten 0% til 100% opladning. Hvis man bekymre sig om opladningstiden, skal man huske på, at man lige som en brændstof bil, ikke kører helt tør inden man fylder op. Det bør man i hvert fald ikke :D
Her er den første forskel jeg har oplevet imellem Clever og EON. 
Clever tilbyder i dag, muligheden for at få en transformer på sin installation, som kan transformere fra 3 faser til en enkelt fase med 32 A, og vupti så har man en 6,6kW oplader.
Dette tilbud har jeg ikke fået fra EON, jeg forestiller mig dog, at de ikke er så langt bagefter med en løsning.
En ting ved en hjemmeoplader man skal være opmærksom på, er at det er ens egen strøm der anvendes. Du vil blive opkrævet penge af dit eget elselskab og på nogle faste tidspunkter af året, vil du få penge refunderet fra EON eller Clever.

Dette kan gøres fordi staten har lavet en lov, der giver virksomheder mulighed for at få refunderet strøm anvendt til opladning af elbil.
Denne lov gælder ikke privatpersoner.
Loven er tiltænkt virksomheder med speciale i opladning af elbiler, for at fremme udvikling af lade netværk i Danmark.

Den næste forskel der er på de to firmaer er pris.
Clever har en abonnementsaftale der hedder 599 md. for uendelig strøm på hjemmeoplader og oplader i Danmark, Sverige og lidt af det nordlige Tyskland.
Hvis du ikke har/ønsker en hjemmeoplader, kan man for 399 md, lade ubegrænset på Clever's lade standere i Danmark, Sverige og lidt af det nordlige Tyskland.
Alt dette forudsætter at du bestiller Clever Unlimited samtidig med køb af ny elbil. Ellers er prisen 699 md.
Opstarts udgifter for en standardinstallation er 2500.- for 3,3kW og 4999.- for 6,6kW, bemærk at dette kræver at man kvalificere sig til en standardinstallation, da der ellers kan blive tale om en merudgift.
Man skal være opmærksom hos Clever, da deres pris er en anden hvis der ikke er tale om en nyanskaffelse af elbil.
Prisen lander på 699,- md er uanset om du har hjemmeoplader eller ej i sådan et tilfælde.

EON tilbyder en abonnementsaftale på 579.- md. for biler med batteri kapacitet på under 44 kWh, som er den kategori den nye Leaf hører ind under.
En standard installation koster 5695,- denne tilbydes lige nu gratis sammen med de 2 års strøm, sådan som jeg forstår kampagnen fra Nissan.
Ønskes der ikke en hjemmelader er prisen 379,- md.

For begge gælder der en garanti for at du kan lade, detaljer skal du selv læse, men overordnet betyder denne, at hvis du strander fordi den oplader du ville lade ved ikke virker, og du ikke kan komme til en anden, så kan man blive fragtet gratis til den nærmeste funktionelle lader.

Fælles for begge er, at der medfølger 2 års gratis strøm med den nye Nissan Leaf. Dette tilbud gælder til og med 31-03-2018.

Vær opmærksom på at dette på ingen måde er en komplet gennemgang af de forskellige tilbud hos Clever og EON.

Læs mere om Clever her og om EON her.